Tanker om mod og livsindstilling
Jeg er på skriveophold på Hald Hovedgaard ved Viborg. Jeg har flere skriveopgaver med mig. En af dem er jeg ikke så tilbøjelig til at tale om, så det vil jeg gøre:
Jeg har gennem flere år været i gang med at skrive en slags selvbiografi. Den hedder "Øjeblikke" og består af nedslag i mit liv: Øjeblikke.
Denne gang har jeg blandt andet taget et kassettebånd med mig, som jeg har indtalt en sen sommernat i 1983 og ikke hørt siden. Jeg har været "bange" for det bånd. Jeg husker, at det er indtalt med smerte, og at jeg der fortæller nogle ting, som jeg den gang opfattede som meget hemmelige og måske ligefrem farlige.
Tidligere i dag tog jeg den røde tape af kassettebåndet og fandt en båndoptager. Men jeg slukkede igen efter få minutter. Jeg var chokeret over at høre min egen triste hviskende stemme, at møde mig selv som 18-årig. Jeg synes, jeg lød som en gammel døende mand. Jeg blev flov og skræmt. Prøvede igen senere, men hørte igen kun få minutter. Nu er båndet lagt tilbage i kufferten.
Jeg talte med nogle af mine forfatterkollegaer om det i køkkenet her på Hald og en sagde: Ja, men Troels, det er jo fordi, du her på stedet har alle antenner ude og har alle følelser uden på tøjet, sådan må det være i en skriveprocess. Jeg fortalte, at jeg var kommet til at tænke på Dylans tekst: "I was so much older then, I'm younger than that now." Sådan føler jeg det, og har besluttet at glæde mig over, at jeg er langt mere modig og livsglad i dag, i stedet for at have ondt af mit jeg som 18-årig.
Men jeg føler samtidig, at der ofte er mennesker og situationer i mit liv, som forsøger bevist eller ubevidst at få mig ud af den sindstilstand af mod. - Underligt.
Men livet er på mange måder også en BESLUTNING: "And I won't back down." Jeg oplever det som Karen Blixen: "På et tidspunkt bliver du så gammel, at du finder ud af, at der ikke mere er noget at være bange for."
